Jeg elsker det, når vi er henne hos min onkel. Han bor i et lille hus med en kæmpestor have. Han holder høns, har katte og en hund. Hans kone dyrker en køkkenhave med alle mulige bær og grøntsager. Han har også et værksted. Det er næsten ligeså stort som huset, de bor i. Og det er her, det er fedt at være.
Han har nemlig alle mulige slags værktøj, man kan drømme om. Lige fra mini-bor til kæmpestore elektriske save. Skruetrækkere, hamre, osv. Og han lærer mig altid at bruge et nyt stykke værktøj, når vi kommer på besøg. Det er fedt, at man kan få lov til at hamre og larme, uden at alle siger, at jeg skal være stille. Hjemme i lejligheden har vi ikke sådan et værksted. Det kunne jeg ellers godt tænke mig. Men nej, det må vi ikke for ejerforeningen.
Skruemaskine
I går, da vi var hos min onkel og tante, lærte han mig, hvordan man bruger en skruemaskine. Han har sådan en batteridreven én, og det er faktisk meget simpelt. Man skal bare huske, at maskinen og skruen skal holdes helt lodret eller vandret på den ting, man skal have skruen i. Lidt ligesom en boremaskine. Han har også en lidt større skruemaskine. Det er sådan en kombinationsmaskine. Den kan også bore huller. Den er bare lidt for tung for mig at holde rolig, så han mente, at jeg skulle først lære at bruge den batteridrevne. Det er også lettere, fordi der ikke er nogen ledninger, der kan forstyrre eller komme i vejen.
Høvlebænk
Vi fik lavet en fin garage i træ til mine Matchbox biler. Jeg samler på dem og har mange. Min mor er træt af, at de er overalt på mit værelse. Det er nu ikke fordi, jeg leger med dem. Jeg kigger bare på dem. Men hun har åbenbart sagt til min onkel, at jeg har brug for et sted, hvor de kan opbevares. Så vi startede ovre ved hans høvlebænk. Han har faktisk to, den ene er lidt lavere end den anden. Det var den, vi arbejdede ved. Han fik høvlet noget træ til, og så gik vi i gang med at skrue træstykkerne sammen. Men da han skulle bore huller i den der metalplade, som han ville lave til et hængsel til garagedøren, gik han over til den store af de to høvlebænke.
Det er dér, han har en skruetvinge, som kan holde fast både på metalpladen og træklodsen, han lægger under, når han borer.
Det var så mig bagefter, der skruede skruerne i, så hængslet blev fastgjort til garagen. Den blev ret flot garagen, vi lavede. Vi nåede også at få den malet. Den er rød, med mit navn på i hvide bogstaver. Men jeg kunne ikke få den med hjem. Malingen var ikke tørret, da vi skulle afsted. Men min mor har lovet, at hun kører hen og henter den i overmorgen, hvor hun har fri for arbejde. Så er den der, når jeg kommer hjem fra skole.