At gå på efterskole, er noget jeg synes alle skulle have glæden af at prøve. Jeg sidder her en mandag aften og ville ønske, det var mig der om en time eller to ville ligge i min seng og snakke om dagens begivenheder, løst og fast og alt det andet vi altid havde at snakke om. Jeg misunder de tyve elever, som har valgt at tage et år mere på deres og min gamle efterskole, der vi sammen havde en masse oplevelser. De er deroppe nu, med nye venner, fællesskab og aftenkaffe og jeg ville hellere end gerne byttealle gymnasiets lektier og afleveringer for at bruge endnu et år det sted.
Noget af det jeg husker bedst er alle de aftner hvor vi alle var sammen, men ingen lavede noget, det var noget af det mest afslappende, og man tænkte aldrig over at skulle op tidligt næste morgen, så vi blev længe oppe hver dag. Især efter internettet gik klokken 23.00 blev der især hygget, for al den tid der var internet, al den tid var der altid nogen der surfede rundt på nettet, det stoppede altid først, da der ikke var mere internet tilbage til den pågældende dag. Efter 23.00 blev der spist popcorn, fjollet, grint og til tider larmet lidt for meget.
Jeg misunder især alle dem der er på efterskole nu, fordi de alle har en rumbo, en man kan dele det hele med. Dele glæde, sjove stunder, tårer og alt det andet der følger med. Ens rumbo er en man føler sig ekstra tryg ved, en man altid kan stole på, komme til og snakke med.
Jeg tror alle der har været på efterskole forstår, at selv alt det man ikke brød sig om, da man gik på efterskole, det kommer man til at savne. Køkkentjanser, rengøring, morgenture og alle de andre ting, ingen af os rigtig kunne lide, det savner jeg nu, og ville ønske jeg kunne komme tilbage til.