Mit hjerte banker, og jeg har ondt i hovedet. Det suser for ørene, og det er svært for mig at koncentrere mig. Jeg har stress. Det er jeg overbevist om nu. I dag, da jeg skulle holde et oplæg, kunne jeg mærke mit hjerte banke så hårdt, at jeg blev nødt til at bede seminariedeltagerne om at tage en ekstra pause. Jeg blev nødt til at gå på toilettet for at kaste op. Ubehageligt. Meget ubehageligt.
Ikke første gang
Det er ikke, første gang det sker for mig. Det skete også i sidste måned. Ved et lignende seminar, hvor jeg holdt oplæg om, hvordan den økonomiske og den private sfære interagerer i vores daglige liv. Min kollega, som var med til seminaret, fandt mig på toilettet, mens jeg vaskede mit ansigt. Han blev lidt overrasket over at se mig i den tilstand: Skjorten knappet op vådt ansigt og nærmest rystende. Han spurgte, om jeg havde det godt. ”Nu har jeg det fint. Vi kan fortsætte seminaret. Kom. Lad os gå.” Efter seminaret kørte vi tilbage til kontoret. ”Sig mig lige engang, har du stress eller hvad. Det ligner dig ikke at afbryde midt i et oplæg?” ”Nej, jeg tror, bare det er en eller anden influenza under opsejling.” Han insisterede på at bore videre: ”Det samme skete for en måned siden. Dengang sagde du, at du havde spist noget, du ikke kan tåle.
Prøv stresscoaching
Jeg tror ikke, du er syg. Jeg tror, du bør komme i et stresscoaching forløb. Du har knoklet for meget her i de sidste par måneder.”
Han gav mig et telefonnr. og et navn. ”Ring til ham. Han kan hjælpe dig. Jeg har selv været i den situation, du er i nu. Han hjalp mig igennem det. Det var smertefuldt. Men jeg er kommet igennem det og kan håndtere presset nu. Det skal du lære. Lov mig, at du ringer ham op.”
”Jeg ringer til ham i morgen.”