Hvor uheldig kan man være? Altså jeg synes, at jeg er verdens uheldigste person. Her har jeg gået til genoptræning i flere måneder efter, et fald og et brud på hoften. Og så – når jeg endelig er hel igen – så sker der det, at jeg får en tennisalbue!
Behandlingskrævende
En tennisalbue er smertefuld og kræver behandling. Og jeg synes faktisk, at jeg har haft min del af smerter efter bruddet på hoften. Så er det helt retfærdigt? Det synes jeg ikke, at det er.
Du vil måske sige, at jeg selv er skyld i, at jeg fik den her tennisalbue, fordi jeg fór ud og begyndte at spille tennis med min bedste veninde. Men havde jeg ikke fortjent at kunne gøre det? Det er jo ikke alle, der har mulighed – og veninder nok – til at de kan genoptage gamle aktiviteter efter et længere hospitalsophold og en lang periode med genoptræning.
Jeg har været igennem mange måneders genoptræning. Jeg er tilbage på fuld kraft igen. Kan gå, hoppe, løbe, springe og lege med mine børnebørn. Og spille tennis igen. Troede jeg.
Efter at have afsluttet genoptræningen efter hoftebruddet så aftalte jeg med min veninde, at vi skal genoptage vores formiddage med tennis. Vi har spillet sammen i mange år. Hver onsdag og fredag formiddag. Og selvfølgelig har hun savnet det. Vi er jo seniorer. Så det er ikke så nemt at finde partnere til en god match på udebanen.
Kunne bare ikke vente
Men efter et halvt år med tålmodig venten kunne hun ikke vente. Og det kunne jeg heller ikke. Så vi styrtede ud på banen. Fik slået nogle bolde i nettet. Og så kunne jeg bare mærke, at det gjorde ondet i armen. Sådan som i rigtigt ondt. Meget smertefuldt. Vi havde måske spillet i en lille times tid, da jeg først mærkede smerten. Jeg ignorerede den, og vi fortsatte spillet. Vi havde det sjovt.
Men samme eftermiddag måtte jeg virkeligt til lægen. Og han konstaterede, at min krop havde reageret lynhurtigt på en potentiel overbelastning. Den havde simpelthen fortalt mig, at jeg ikke bør kaste mig ud i at spille tennis, uden at jeg først lige kommer tilbage i form. Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om, at jeg kan bruge min hofte igen. Det er et spørgsmål om, at hele min krop fungerer som den skal. Og det er logisk, at min krop slet ikke fungerer 100% endnu. Der er jo mange muskler, som jeg ikke har brugt i lang, lang tid. De skal lige først bygges op igen.
Musklerne i armen
Nogle af de muskler sidder i armen. Så selvom jeg ikke har en ægte tennisalbue, så er jeg blevet advaret. Sig mig lige: Er det ikke bare vidunderligt at vide, at vi har en krop, som taler til os? Vi skal bare lære at være bedre til at høre efter, når den gør det – for en skadet krop har et budskab. For den taler jo ikke altid til os. Sådan lige med det samme. Men når den gør, så skal vi altså høre efter. Ellers bliver det invaliderende – eller direkte meget farligt for vores liv.